overbeviist, at han er intet mindre end Spion; han tænker virkelig ædelt og for stolt til at være en Spion av en Konge av Sverrig[1]. Tillad mig, beste Ven, at giøre et Spørgsmaal, hvis Besvarelse er endog for mig selv vigtig: Er der Rimelighed i, at vi forlade det russiske Partie? Hvad har vi at vente? Her gaaer Rygtet, at Keiserinden mishandler Rosenkranz i Petersburg etc. etc. Her er ikke Sted at giøre Anmærkninger om vor politiske Forfatning, som Du, der er saa nær Kilden, vilde maaskee finde urimelig. Faae vi Lyst Campemens? Kan vi vente vor dyrebare Kronprinz eller Pr. Carl til Norge i Sommer – der har Du sandelig Spørgsmaale nok for at blive kjed av en Correspondent, der ligesom den forrige Legations Secretair Scheven – ikke giorde heller andet end spurgte. Imidlertid bør jeg berøre et Nyt, som Du vel veed, men som giør stærk Sensation her – det er Frue
- ↑ Moltkes i dette og det foregaaende Brev ytrede Mening om Sidney Smith, den samme, der siden gjorde sig saa berømt ved St. Jean d’Acre, er imidlertid feilagtig. Han var virkelig Gustav den Tredies Emissær i Norge. Vi hidsætte af et samtidigt utrykt Brev fra Bernt Anker til Fætteren Carsten følgende: „Sidney er paa Fladeby og Opset. Kaas spionerer ham nok ud, man maa ikke falde ham ind i hans Embede. Sidney er klog og kier; vil Kaas jage ham fra Norge, det taaler han ei, vil han udforske ham, det kan han ei. Det er godt, at visse Familier elske Kronprindsen, thi ellers mistede han Norge, naar han ei vilde blive Konge her, blot her og boe her.“ Forøvrigt var Fladeby neppe Stedet for alvorlige Underhandlinger, og Stemplingerne førte ikke til noget Resultat.
