jeg skrev Dig, heed det jeg skulde til Odensee; det bevar mig Gud fra, hvor godt og rigt et Stist det end og kand være; naar jeg kuns havde mit Udkomme her, saa lever og døer jeg her uden at attraae noget. Dette beder jeg Dig indstændig, stedse at forestille vores elskede og dyrebare Kronprinz – – „Ney det har jeg ikke hørt, at Du skulde i G. T. Kammer“[1] – – Skulde Du nogen Tid forlade den Post, saa maatte det være for at leve lykkelig, uavhængig i Philosophiens og Venskabs og Dydens Skiød; men aldri bør Du bære andre Byrder; Du har spilt altfor ædel en Rolle ved at være en sanddru og dydig Ven av Kronens Arving og Rigets eneste Forsvar – og at have giort det, Du kunde giøre – og hvilken Trøst for den retskafne. Skulde jeg fortælle alle de Rygter, her spargeres, saa vilde det blive kiedsomligt for Dig. Colbiørnsen, som har Publici Stemme for sig, heder det, skal bort, og for at flattere Adelen mange med ham. Ak den Danske Adels Historie er ydmygende! Dog ikke noget derom.
Den engelske Sidney Smith, som var med Kongen av Sverrig og fik Svert Ordenen, er her: en elskværdig Mand; taler ilde om Kongen av Sverrig, men med Enthousiasme om Prinz Carl af Sverrig; han er vel neppe nogen Spion; iblant kand man søge Finesse der, hvor ingen er, og som
- ↑ Rimeligviis Bülows Ord i hans Brev til Moltke.
