Endnu et Ord, ædelmodige Ven – ogsaa ikke meere, indtil jeg er bleven beroliget over en Taushed, som bedrøver mig. Hvormeget har jeg ikke længe siden haabet at saae en Forvisning om ...... dog ingen Mistanke; jeg veed jeg har ikke giort mig et saa dyrebart Venskab uværdig.
Her gaaer det Rygte, at Geheime Raad Scheel skal komme paa sin gamle Alder som Vice Statholder hid, Kammerjunker Petersen tilligemed hans Datter faae Amtet – og jeg, hvilket er neppe troeligt, i General Told Kamret. Hvormeget man og har Aarsag at tvile om dette Rygtes Rigtighed, saa bør jeg dog troe, at man i det mindste har forelagt Vedkommende saadan Plan. Hvormed har jeg da fortient denne Unaade, thi jeg anseer det for Unaade at komme i et Collegium, hvor jeg ikke har den fornødne Indsigt til at arbeide med Nytte, hvor Publicum vil eenstemmig sige – han maatte tage derhen for at giøre Scheel og hans Datter Plads. I mit Forhold kand jeg ikke finde Grunden. K. R. Colbiørnsen, Etatsr. Willumsen, General Told Kammer approberte mit Foretagende i Henseende til den sidste Inquisition – hvad har jeg da giort? Dog maaskee det er blot Rygte.
O ædelmodige kiære Ven! indstændig beder jeg Dig, forebyg, stands i det mindste en Plan, som vil giøre mig saa ulykkelig. Understyt min Begiering – og saalænge jeg opfylder mine Pligter, lad mig blive uforstyrret i Besiddelsen av
