modighed sige, at jeg elsker Kron Prinzen ligesaa høit, som jeg beundrer den urokkelige Fasthed i hans Tænkemaade, den Varme for det Gode, den Foragt for vanærende Fordomme og lumsk Hyklerie, og nedrige Bestræbelser til at lede ham fra den Bane, som skal vist føre ham til Fuldkommenhed! Derfor elsker jeg ham, derfor elsker ham en hver Embedsmand, som brender af Lyst og Nidkierhed til det Gode, – Lad den uretfærdige skielve og falde – og frygte for ham; atter en Digression; Undskyld det, Bedste Mand i Tusind Tak for Reiserouten; den var mig høist vigtig. Men jeg tør endnu bede om en Bevaagenhed. I Christiansand er det Huus, som jeg beboer, det største og beste; ce n’est pas boucher (?) gros. Mit Æmbede kunde maaskee give mig nogen Adgang til den Lykke at torde offerere mit Huus, for at logere Kronprinzen, men jeg vilde hellere, at jeg torde ansee det som en Naade, uafhængig af andre Omstændigheder; Jeg veed vist, der er ingensteds bedre i Byen; til hans Kongelige Høyhed, Marchal Bülow og Grev Reventlow har jeg i det mindste Plads, og bedrøvet skulde jeg blive, naar de ikke antog den. Hav nu den Godhed, ædle Ven, og underret mig med faae Linier (jeg veed, hvor knap Tiden er en Mand i slig Post), om jeg kand vente den Lykke, som jeg nu ansøger tilligemed Liste paa alle dem, som ere med hans Kongelighøihed for derefter i Tiden at bestemme og indrette Logis. Hvor meget ønsker jeg at de flere Byer, som Risøer og Arendal maatte have den Glæde at see den beste Prinz; derved vandt Kundskaben om Folkets Karakter, Sæder
