Veile den 6 Decb. 1785.
At Kr. Pr. ikke reiser ud af sine Stater, er en saare glædelig Ting, som og hans Reise til Norge er og vil blive i sine Følger ligesaa gavnlig, som den er vigtig. Herligt er det, og i mine Tanker absolut nødvendigt, at Kongen følger med, og i Christiania kan han meget bekvemt opholde sig, medens Pr. reiser op til Throndhjem og videre omkring, da Collegial-Sager og Resolutioner derfra i Hast kan expederes, og de løbende Ting ikke sammendynges eller standses.
Min Ven, hvor kan De sige, jeg skylder Dem intet? Var det intet, at jeg slap lykkelig ud fra at crepere i mit throndhjemske Skole-Sibirien? Er det intet, at De har skjænket mig Deres Agtelse, Kjærlighed, Tillid og Venskab? Sandelig, faa Dødelige vil saae’Leilighed til at skylde Dem det, jeg skylder Dem, og dog siger De, jeg skylder Dem intet. Jo, Ven, jeg føler, hvad jeg skylder Dem, og Evigheder skal ikke kunne svække disse Følelser. At De sjelden kan skrive, det veed jeg, jeg kjender jo Deres Stilling; men sand og opmuntrende Glæde er det mig at see Deres Haand, naar Tiden vil tillade det. Og nu lev vel, og elsk Deres uindskrænket hengivne Ven.
