som ellers pleier at skee, om H. K. H. bestemte sig til næste Aar at see disse Egne. Imidlertid kunde dette og tages i Betragtning en anden Gang, og der blev desuden Gjenstande nok, som vilde være H. K. H.s Opmærksomhed værdige.
Zahlkasserer Juel i Christiania reiste sin Vei, men jeg dog skal sige D. Hvbh., hvad jeg tænker i den Sag. Hans Proces burde ligefuldt forfølges, Dommen i Høiesteret med al mulig Strenghed feldes (da man er sikker nok paa, han ikke lader sig gribe, Dommen følgelig ikke paa ham kan blive exequeret) og Personen smukt hænges in effigie. Jeg veed nok, han ligefrem efter Lov og Forordninger ikke kan dømmes til denne Straf, men Forbrydelsen er saa qvalificeret og egentlig Fornærmelse af Majestætsretten, at man maa ansee den for et Tilfælde, Lovgiveren ligesaa lidet har tænkt paa, som hine gamle paa at sætte Straf for Fadermord. Kunde Høiesteret ei dømme saaledes, da kunde blot Sagen paadømmes i høieste Instants og endes derpaa ved en kgl. Resol., som gik derhen, at Forseelsens Grovhed og Forbryderens Undvigelse var Grund til at ende Sagen ved at ophøie hans Billede i Galgen. Straffen, som han dog ikke føler, bør gjøre ligesaa megen Opsigt, som den overordentlige Ødselhed har gjort, og skal der komme Orden i vor Stat og Embedsmænd lære at lystre Lovene, maae de nødvendig troe, at det elendige Barmhjertigheds System er gaaet af Moden, og Enhver skal gjøre sin Pligt.
