Seier over mig, han ei ved Grunde kunde tilfægte sig, og svarede herpaa i en naragtig Tone og søgt i den egentligste Forstand at faa Folk til at lee ad mig; nu greb jeg til Mester Archilochs Jamber og uden mindste Skaansel toede og herskede ham af i et Skrift, som hedder Oplysninger over Hr. Johan N. Bruns Forsvar for hans Tale om Testamenters Ret. I denne Feide kivedes vi hverken om mere eller mindre end om jura majestatum, og jeg forundrer mig meget over, at der ei er lagt Mærke til saa synderlige Skrifter, som disse ere og en saadan Strid ført i Norge. Derpaa torde Brun ei selv svare, thi han havde da vist sat Kongen af, men fik en Anonym til at sammensmøre en flau Piece, som saa heel klostermæssig ud, hvorpaa jeg Intet svarede. Det jeg havde sagt om Statens dominium eminens, som de fleste ei kunde forstaa, men hvorom alle dog talede, gav Anledning til en lystig Historie. Tvende Bønder kom op til Bispens Famulus, som havde taget disse Piecer til Udsalg, og forlangte en Bog, Rectoren havde skrevet, hvori stod, at de ei selv eiede deres Selveiergaarde, men Kongen kunde tage dem, naar han lystede. Schnabel, saa hed han, siger dem, dette stod ei i Bogen, de skulde ei kjøbe den, de kunde ei forstaa den, der stod Latin o. s. v. De svor paa, de vilde have den, deres Præst kunde forklare Latinen, og de vilde selv see den Fandens Snak, den Rector havde skrevet. De fik den og betalte deres Exemplar og reiste ned til Præsten for at studere jus naturae.
Dette Aar prækede jeg tvende Gange i Throndhjems Domkirke, og disse Prækener ere trykte under Titel: Prækener holdte i Throndhjems Domkirke. Samme Aar fik vi oprettet et Læseselskab, hvis Bøger tilsidst skulde tilfalde den oprettede Realskole; jeg udgav til den Ende en Plan og Indbydelse dertil.
Omgangen i Throndhjem var ikke ganske efter mit Hoved, da man ei kunde med fuld Frihed komme til Folk uden i Selskaber og kunde ei tale, med hvem man vilde, uden at have Gilde eller gaa til Gilde. Længe
