hjemmet; han løp forbi vinduene. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
En halv times tid efter var alt sagt og gjort inde paa gutteværelset hos Anton Bech. Svend Bidevind sat paa Antons sengekant og saa ufravendt ned i gulvet. Anton Bech sat paa bordet sit og dinglet med benene, mens han saa ut i luften.
— Og alt dette sa du bent ut til rektor?
— Ja. Det var likesaa godt at faa det sagt med én gang.
— Du Svend, du — du faar juling imorgen.
— Slap jeg med juling, saa —!
En lang stilhet. Endelig sa Svend Bidevind uten at se op:
— Er du svinagtig vond paa mig, Anton?
— Tosken! svarte Anton Bech.
Svend Bidevind begyndte at rokke frem og tilbake der han sat.
— Ja ser du, naar du bare ikke er vond længer – –
— Jeg synes du har været storartet real — gaat like til rektor . . . . .
— Ja, saa er jeg noksaa glad likevel da. Og saa faar det gaa som det kan forresten. Bare du ikke vil tænke paa mig saa’n vondt — naar jeg er borte.
— Skal du bort?
