smeld og en stemme som skrek paa tysk, saa det skar gjennem hele Europa. Det var Fredrik den store av Preussen som pludselig gav ild og kommanderte frem sine kjæmpesoldater mot Østerrike og Rusland og Frankrike tilsammen; og alle kongerne og keiserne rundt om i landene fik øinene til sig og tankerne med fra det franske hofbal, og saa saa de at hundrede aar var gaat, og at de rent hadde forsømt sig! Og længe varte det ikke før de fik syn for at hele stasen i Versailles, som slik havde blændet og bundet dem, var raatten og ormstukken i de hundrede aars løp med Ludvig XIV og Ludvig XV: Revolutionen kom rullende fra bakgaterne i Paris som en flodbølge der vokste og vrælte og slog sønder og sammen den hele maskerade; parykkene føk og hoderne efter dem av alle hofmændene og damerne — og høiest tilveirs føk kongens og dronningens, Ludvig XVI’s og Marie Antoinettes. Saa gik det blodrødt for sig! Pøbelhoben hylte, Danton, Marat og Robespierre brølte utover dem, og uavladelig knirket og gik guillotinen, skar og skar hoder fra halser, som brødkniven gik til frokost om morgenen, naar mor smurte mat til dem allesammen derhjemme. Paany var der ikke andet i verden end Frankrike; og alle kongerne og keiserne
