Sørgeligst gik det med Manddraberen i disse hete dage. Ondt hadde han jo altid for at holde trop, men nu, med overnaturlige lekser i alle dagens seks fag, i et helseløst stormridt gjennem al kundskapens brokede mangfoldighet, var han rent forfjetret, og mistet det vesle han visste i rædsel, bare navnet eksamen nævntes. Og Svenningsen var ikke barmhjertig. Søren Manddraber tutet og jamret, men Svenning maatte bare oplyse om at man ikke tok eksamen ved at perse taarer; han vilde foreslaa Søren at stille sig i tjeneste hos byens vandverk i denne tørketid — fremfor at dumpe til eksamen og bli sittende igjen i klassen et helt aar til!
Og Manddraberen stred med lommekluten for næsen og hiksten i halsen, og kunde absolut ikke lære «Angst, Axt, Bank, Braut . . .», end sige reglerne for konjunktiv!
Nede i skolegaarden i friminuttene gik de rent stilfærdige allesammen. Men saa erklærte Morten Johnsgaard en dag at det dog — saa vondt det var — ikke gjaldt selv livet!
Og fra Paal Gundersen forlød det at det var da hverken middelskole-eksamen eller artium, saa skidt, — om en bare hanglet igjennem . . .!
Men Søren Manddraber tok sig ikke trøst av dette. Han tænkte paa at hive sig i sjøen, og hadde kanske gjort det ogsaa, hvis ikke
