det at ulme med haansord og utfordringer.
Anton Bech stod stille og hørte paa, da
pludselig Simon Selmer og etpar andre begyndte at
dulte ham i siden:
– Anton! der er Pølsepinden? Ser du ham ikke! Paa han da.
Men Anton rørte sig ikke. Saa begyndte de andre at rope:
– Du Nikken! Skulde du ikke jule nogen i jula? Her staar han Anton Bech og er ræd for dig!
– Ræd! ropte Anton; — kom bare an, Pølsa!
Nikken blev ved at kitte med kramsneen paa fæstningsmuren og vilde tydelig ikke til, endda hans egne ertet og drev paa, mens Anton kom nærmere og nærmere. Saa sier pludselig Anton:
– Pølsepinden er bange for at fordærve de fine bukserne sine, — for dem har han arvet efter mig.
Alle guttene lo, for de kjendte jo straks igjen Anton Bechs bukser. Men de visste ikke ordet av før Nikken Pølsepind var i synet paa Anton med et næveslag i næseroten, saa Anton tumlet bakover, og blodet sprat ham av næsen.
Og slik fór Nikken løs med slag i slag saa lynende fort og saa uvant rasende, at Anton ikke
