skildrer, men trættende i længden, eftersom han blev gammel. Hvad har ikke den mand allikevel orket, før han gik træt!
Imidlertid tror jeg ikke han længtes efter ensomhet alene, men næsten like saa meget efter samfund.
Jeg tar neppe feil i den formodning, at naar Tolstois længsel efter at bryte alle baand, som bandt ham til overklassen, blev modnet frem til en fast beslutning netop i 1897, da hænger dette sammen med hans nyvakte begeistring for Dukoborernes sekt, som for ham dengang stod som et næsten idealt kristelig-anarkistisk samfund. Hos disse „aandskjæmpere“ (som navnet betyr) trodde Tolstoi i tiden omkring 1897 at finde et samfund av virkelige bønder, som i alt væsentlig levde efter bjergprækenens lære, og som til og med led forfølgelse som de første kristne. Intet under, at han tok dem i forsvar, allerede i 1895 i en artikel i „The Times“, og at det var ham utaalelig at se, hvorledes disse mennesker blev forfulgt, pint og endog dræpt, mens han selv fik leve uantastet i sit hjem, skjønt han hadde optraadt endnu mere aggressivt overfor tsarens regjering.
Fem aar forut, i februar 1892, hadde han virkelig selv været meget nær ved at bli en martyr for sit dristige frisprog. Det var kort efter at Tolstoi hadde bidraget mægtig til at lindre hungersnøden i det store uaar. En voldsom artikel mot regjeringen, som i et russiske tidsskrift blev offentliggjort i en formildet utgave for at passere den keiserlige censur, blev av det engelske blad „The Daily Telegraph“, med Tolstois tillatelse, trykt i sin oprindelige form. Pobedonostsevs russiske organ benyttet leiligheten til at trykke den engelske artikel paa russisk, for at man kunde anklage Tolstoi for tsaren. Man var denne gang næsten sikker paa at skulle faa Tolstoi anbragt i det berygtede Suzdal kloster, en art kirkelig Bastille (sier Aylmer Maude), hvor den ortodokse russiske kirke lot personer, som var oprørske mot kirke og stat, hensmegte uten forhør eller dom i et fugtig og skummelt fængsel. Stundom blev slike fanger fuldstændig glemt av regjeringen, saaledes to „gammeltroende“ biskoper, som netop Tolstoi (ved fyrst Urosovs hjælp) flere aar tid-
