den gamle ur-kristelige forsagelse har holdt sig saa merkelig godt hos mange russiske bønder, da er det fordi den, likesom andre organer, har bevart sin funktionsdygtighet, hvor den har hat en vigtig opgave at løse.
En anden sak er det, om det under nutidens sociale omdannelse, eftersom de russiske bønder blir istand til at avryste overklassernes delvise parasitisme, fremdeles er den høieste livskunst at lide taalmodig og betragte al slags uret som en gavnlig prøvelse. Tolstoi har neppe klart nok set, at den gamle fromhets resignation gjorde de russiske bønder altfor taalmodige overfor gammel slendrian, ogsaa overfor den slette hygiene, som fører med sig en ofte forfærdelig stor barne-dødelighet, og liten forsvarskraft overfor epidemier. Ikke-motstand mot det smertelige (fordi det er en prøvelse) blir til ikke-motstand mot kolera og pest!
Men er der da intet i den sidste av de store gamle religioner, som er et for alle tider avpasset livs-organ? Er hele den gamle kristelige fromhet ubrukbar under nutidens nye livs-vilkaar — maa livsanskuelsen og livskunsten i alle stykker forandres — ved en „omvurdering av alle værdier“?
Naar vor egen Henrik Ibsen i et brev til Georg Brandes uttaler, at „al religion vil falde“, da var ogsaa denne opfatning efter mit skjøn videnskabelig uholdbar, — væsentlig bygget paa en ung-hegeliansk forestilling om utviklingen som en altid „flytende proces“ (efter Heraklit), hvorefter alle sandheter er blot foreløbige og forbigaaende („tyveaarige sandheter“, med Ibsens bevingede ord).
Likesom der gives videnskabelige sandheter, som ikke blot svarer til et bestemt historisk utviklingstrin, men som efter sin natur maa ansees for levedygtige under alle tænkelige menneskelige utviklingstrin (som de mathematiske aksiomer og flere og flere av den eksakte videnskaps love), saaledes er der efter al sandsynlighet visse elementer i de høieste av de gamle religioner, der er skikket som livsorganer under alle tænkelige menneskelige livs-vilkaar.
Det er med kultur-organerne, som det er med de fysiologiske organer. Ikke alle behøver at skifte gjennem de forskjellige utviklings-stadier. Hvirveldyrene vedblir under
