Vi har af det foregaaende seet, at de Offere, som
de madagassiske Hedninger brugte, ikke var noget
«levende og helligt Offer». De bundede i Frygt
for Straf og Haab om Vinding. Men selv i deres
Takoffere, der er gjennemtrængt af Egenkjærlighed
og i det hele og store er Ytringsformer for et hedensk
Sindelag, er der dog Træl, som kan bruges af en
skjønsom Evangeliets Forkynder. Den Tanke, at
Takofferet maatte bringes, at Forsømmelse af dette
vilde rammes af uundgaaelige Ulykker og af de
sværeste Straffedomme, pegte sterkt i Retning af
religiøs Pligt, Forpligtelse og Ansvarsfølelse. Kunde
Missionæren fremdrage og rigtig skildre de mest
fremtrædende Træk i deres Løftesoffere, vilde Madagasserne
kjende sig igjen, saaledes som de virkelig var:
beherskede af Egenkjærlighed og utøilet Sanselighed,
men at de dog under dette nøiagtig iagttog de religiøse
Skikke, at de levede et Formliv uden indre Kraft, og
at de var fremmede for Tanken om at faa denne Kraft.
Madagasserne var et Folk, der forsøgte at forene
«Uret og Høitid.»
Som nævnt findes der i deres stedfortrædende Offere en dybere Tanke. Madagasserne havde som alle andre FOlkeslag sin Del i «Verdenssmerten». «Smertesskriget og Taarerne, som rinde ned ad Kinderne,» var et Udtryk for den «svære og lønlige Smerte», som boede i «Hjertets dybe Krog» ogsaa hos de madagassiske Hedninger med sit lette Sind og overfladiske Væsen. Og denne Smerte blev til et Smertesskrig med Taarer paa Kinderne, naar de «grebes af Ulykken». Men de vidste ikke noget andet i sin Nød og Hjælpesløshed end at «afhugge»
