roende. Gutten satte sig paa en Sten for at vente og se, hvem det vel kunde være, som kom roende dcr ganske alene. Da Baaden kom nærmere, raabte det op til Gutten:
„Hvad er det, du sidder der og ser efter?“
„Aa, jeg vilde bare se, hvem som kom,“ sagde Gutten. — I Baaden var der en gammel Kal.
„Kom ned i Baaden, Gutten min, saa skal vi reise ud og fiske med Haandsnøre!“ sagde Gamlingen.
Gutten sprang i Baaden, og de roede ud paa Fjorden. Men, da de havde roet omtrent midtfjords, kom der slig tyk og tæt Skodde paa dem, at de ikke nogetsteds kunde se Land mere.
„Det bliver slig Tykskodde,“ sagde Gutten, „at jeg mener, vi ikke finder tilbage til Stranden igjen!“
„Aa, vær ikke bange,“ sagde den Gamle, „det har ingen Nød!“
Da de havde roet et Stykke til, begyndte det at klarne igjen. Taagen lettede sig op, omtrent saa høit som 3 Favne, men der stod den tæt og tyk som et Loftstag. Da de saa havde roet en Stund til, skimtede de langt borte Noget, som saa ud som en By.
„Hvad er det for en By, den der borte?“ spurgte Gutten.
„Det er vor By det,“ sagde Gamlingen. Da de naaede frem til Stranden, kom Gamlingens Sønner ned til Fjeeren for at hjælpe til med at drage Baaden op. Gutten begyndte at blive ængstelig; han kunde ikke skjønne, hvor i al Verdens Rige han var kommen hen, han kjendte hverken Land eller Strand eller Folket.
„Kom nu og følg med mig, saa gaar vi op i Byen!“ sagde Gamlingen.
Gutten vilde nødig i Vei, men Gamlingen bad ham saa vakkert, at han tilslut maatte gaa med. Da de
