Ved Tilbagekomsteu fra Himmelen opfører Angakokken sig paa samme Maade som ved Ankomsten fra Underverdenen. Naar Alt er forbi, tændes igjen Lamperne, og da ser man tydeligt nok, at Angakokken ser meget bleg ud, er udmattet og forstyrret og kan ikke tale sammenhængende[1].
Farten til Himmels foregaar lettest om Høsten. Nætterne ere da lange og Regnbuen, den første Himmel, nærmest Jorden, hvorfor da ogsaa Veien er kortest.
Foruden de anførte Forretninger var det i Almindelighed en Angakoks Sag at belbrede Syge ved at læse eller mumle over dem, tale med Tornarsuk eller faa Underretning af ham om, hvorledes man skulde forholde sig for at have Lykke i sin Haandtering, fremdeles af Tornarsuk at faa vide, om Nogen skal dø eller nogen anden Ulykke indtræffe, i det Hele taget være Folkets Læger og Raadgivere. Efter de forskjellige Forretningers Natur fik Angakokkerne forskjellige Tilnavne. Enkelte Forretninger, f. Ex. de to her først nævnte, vare af den Beskaffenhed, at ikke enhver Angakok befattede sig dermed, de øvrige derimod maatte Enhver kunne udføre, naar han vilde ansees for en dygtig Angakok.
1. Angmayok kunde aabne en Syg eller skjære de Syge op, tage Tarmene ud, samt vende og rense dem. Da dette ofte foregik ved høi lys Dag og i en stor Forsamling af Folk, saa viser det, at Angakokkerne
maa have besiddet stor Færdighed i Taskenspiller-
- ↑ Stauning. Pag. 288.
