Manden i det Samme, reiste sig op og slog til Draugen med Kleppen midt imellem begge Skuldrene slig, at han som en tom Skindkufte drev over Bagstavnen og ned i Søen. Næste Morgen gik Manden ned i Fjæren for at se, om der var noget Mærke efter Draugen, men han fandt ikke Andet end et lidet Ben af et enkelt Led af en Menneskefinger. Draugen havde faaet sin Bekomst, og siden den Tid hverken saa eller hørte han Noget til den.
(Fra Næsseby.)
To Brødre gik engang en maaneklar Aften ned til Strandbredden for at sidde paa Lur efter en Ræv, som pleiede at gaa langs Stranden for at finde Fisk. Som de sad der, kom der en Havfrue op af Havet og satte sig paa en Sten, et Stykke ud fra Stranden. Den yngste af Brødrene lavede sig til at skyde paa Havfruen, men den ældste advarede ham og sagde:. „Skyd ikke, det kunde gaa os ilde, om du skyder!“ Imidlertid sad Havfruen paa Stenen, løste op sit lange Haar og kjæmmede det. Atter vilde den yngste til at skyde, men den ældste fraraadede ham det:
„Hvad er det, du tænker paa, kan du ikke lade hende i Fred; hun gjør os jo Ingenting, hvorfor skal du saa skyde paa hende?“
Men den yngste brød sig alligevel ikke om, hvad den ældste sagde, han spændte Hanen og lagde Bøssekolben til Kinden. Da den ældste saa dette, raabte han ud til Havfruen:
„Vogt dig, Havfrue, ellers gaar det dig ilde!“ I samme Øieblik hoppede Havfruen i Søen, men kom op