ukjendte Klostre maa derfor for en stor Deel antages for geistlige Stiftelser eller Besiddelser, der i Lægmands Øine havde en eller anden Lighed med virkelige Klostre. Ved en saadan Forklaring vederfares Sagnet al den Ret, hvorpaa det efter sin Natur gjør Fordring. Vi antage med Dr. Wedel Simonsen[1], at det hovedsagelig er Hospitier, Herberger og lignende Hvilesteder for Reisende, som senere ere blevne forvexlede med Klostre, og skulle nærmere anvende dette paa de norske Forhold.
Herberger for Reisende forekomme allerede tidlig i Norge, men ikke som Klosterstiftelser. Det sálohús, som Kong Eystein I i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede anlagde paa Dovrefjeld for veifarende Mænd[2], var et saadant Herberge; ligesaa sálustofvan paa Filefjeld (nu Maristuen), der nævnes først i 14de Aarhundrede[3]. At slige Herberger have været gamle i Norge, sees deraf, at sálohús og Regler for Opholdet deri findes i den ældre Gulethingslov[4]. Disse Huse vare verdslige Stiftelser, der have bestaaet lige til vore Tider, under Navn af Fjeldstuer, og fandtes kun paa de meest øde Steder, hvor der gik Hovedveie over de store Fjeldrygge. Men efterhaanden trængte man til flere af disse verdslige Herberger. Savnet blev afhjulpet af Kong Erik Magnussøn og hans Broder Hertug Haakon (1280–1299) og fremdeles af den sidste som Konge ved to Rettebøder om Vertshuse (tafernishús d. e. tabernæ)[5]. I den ene befaler Kongen, at der langs Landeveiene i Norge skal paa hver hele eller halve Dagsreise oprettes Vertshuse, Veifarende til Nytte og Almuen, der boede ved Veien, til Forskaanelse. De skulle helst bygges paa Kongens Gaarde, medens dog ogsaa Biskopperne have lovet at hjælpe til af deres Gods. Manden i Huset tillades at udsælge Mad, Drikke og Hestefor dyrere end gangbar Priis, fritages for Leding og andre Byrder, og tages i Kongens Værn; Straf fastsæt-
- ↑ Jfr. hans interessante Afhandling i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. III. 225–248 om et Kloster ved hans Hovedgaard Elvedgaard i Fyn.
- ↑ Heimskringla, Sigurds, Eysteins og Olafs Saga Cap. 24.
- ↑ Björgv. Kálfsk. 42. Den kaldes her sálustofva Helga Ivarssonar uppi á Borgund. Allerede Kraft (Norges Beskrivelse IV. 961) har gjort opmærksom paa det urigtige i, at den skulde være anlagt af og bære Navn efter Dronning Margreta. I Haakon Haakonss. Saga c. 112 omtales mikit sæluhús vid kirkjuna (Varianten har sælahús-stofa, sálustofva, hvilket viser, at forskjellige Benævnelser have været gængse) midt i Eidaskov i Vermeland.
- ↑ Norges gamle Love I. 47. (Paus’s Oversættelse I. 112.)
- ↑ Norges gamle Love III. No. 55 og 56. S. 136–138. Rettebøderne henføres af Udgiverne til 29de Mai 1303.
