stod paa noget synderlig høiere Dannelsestrin end den katholske Klerus, manglede denne Indsigt; de Almuen kjære og ofte nyttige Indretningers Tilintetgjørelse skulde retfærdiggjøres, og det nemmeste Middel hertil var at udgive dem alle for Klostre, disse papistiske Stiftelser, som paa Reformationstiden ikke kunde sættes i slet Lys nok[1]. Nu efter 300 Aars Forløb at udskille Klostrene fra de dermed beslægtede Stiftelser er et saare misligt Arbeide, da Historien i det Hele saagodtsom ingen Hjælp dertil giver; men det maa altid være et Forsøg værdt, om muligt at bringe de norske Klostersagn ind paa Historiens Enemærker. Om end derfor det, som i det Følgende herom meddeles, ifølge Sagens Natur bliver usikkert og ufuldstændigt, er det i det Mindste at haabe, at det vil bidrage til en bestemtere Skjelnen mellem ensartede geistlige Institutioner i vort Land; nogen Samling af Klostersagn er det derimod ikke Hensigten her at meddele.
Det er for det Meste enten Stedsnavne eller Ruiner, eller begge Dele i Forening, hvortil Klostersagn støtte sig, og hvori de søge sin Hjemmel. Navne som Munkeby, Munkedam, Munkefjord, Munkerud, Munkehagen, Munkegaard, Abbediengen, Klostret, Klosterseter o. s. v. maa i og for sig henlede Tanken paa Klostre der i ældre Dage. Kommer nu hertil, at sammesteds kan paavises Levninger af en gammel, usædvanlig Bygning, Kjælderhvælving eller desl., saa er gjerne Klostersagnet færdigt. I denne Henseende er det ganske mærkeligt, at alle ældre murede Bygninger, om hvis Bestemmelse man iøvrigt Intet veed, af Almuen saagodtsom udelukkende tillægges Munkene, og det afgiver et Beviis for, at disse i deres Velmagtsdage have udmærket sig ved Byggelyst og Bygningskundighed, en Sandhed, som Historien bekræfter. Stedsnavnet alene maa iøvrigt ansees som den mindst paalidelige Hjemmel for et Klosters virkelige Tilværelse i sin Tid; thi ikke at tale om, at Navne, der begynde med „Munk“, lettelig kunne skrive sig fra de danske adelige Slægter af dette Navn, der i senere Tid vare bosatte i Norge, saa bevise saadanne Navne ikke andet, end at Stedet, som bærer dem, har tilhørt et Kloster, saaledes som f. Ex. Munkebu ved Oslo og Abbedi-Engen i Aker tilhørte Hoved-
- ↑ Reformationens Modstandere toge og til Gjenmæle mod denne Side af de danske Reformatorers ublue Egennytte. Se Povel Eliesens Undervisning om „Hvore krancke – – arme oc fattige Menniskir schule tracteris og besørgis“, Sechers Udgave I. 145–166; f. Ex. S. 154–155: „Da have nu Førster og store Herrer vældet sig til samme Hospitaler, og gjort deraf Forlæning til sine Tjenere, der dennem have tjent udi megen syndig Handel“ o. s. v.
