ven derom anderledes bestemmer[1]. Denne Bulle er udstedt i Anledning
af Ordenens paatænkte Ophævelse, der besluttedes paa det kort efter afholdte
Kirkemøde i Vienne, hvortil Cirkulærskrivelser fra Paven udstedtes,
samtidigt med denne Opfordring til den verdslige Magt om at forsikre sig
Tempelherrernes Personer og Eiendomme. Under saadanne Omstændigheder
kan man let tænke sig, at Paven har sendt slige Breve ogsaa til
Kongerne i de nordiske Riger, for det mulige Tilfælde, at en eller anden
Tempelherre der kunde opholde sig, uden at man derfor maa antage, at
dette nødvendig har været Tilfældet, Men selv om Pave Clemens virkelig
har antaget, at disse Riddere fandtes i Norden, bliver dette dog intet
tilforladeligt Beviis; dertil indeholde Pavebullerne altfor mange Vidnesbyrd
om Romerhoffets Uvidenhed med Hensyn til Forholdene her; og
man maa derfor, indtil andre og gyldigere Grunde anføres, fremdeles betvivle,
at Tempelherrerne nogensinde have eiet Besiddelser i de nordiske
Riger.
Alle hidtil omtalte Munkeordener tabte efterhaanden Folkets Agtelse; deres Rigdomme, Pragt og tøilesløse Sæder stode i en altfor skærende Modsætning til Ordensløfterne, til at selv den troskyldigste Lægmand i disse Herrer kunde see sande og ydmyge Guds Tjenere. Den almindelige og uagtet alle Reformer stedse tiltagende Usædelighed blandt de Klostergeistlige syntes at true det hele Munkevæsen med Opløsning, da det i Begyndelsen af 13de Aarhundrede næsten samtidigt faldt to Sværmere ind at stifte Munkeordener paa Grundsætninger, der skulde gjøre en slig almindelig Fordærvelse umulig. Ikke uden Grund søgte de Ondets Rod i Klostrenes Rigdomme, og troede derfor ved at forandre Armodspligten til Betleri ganske at kunne udelukke Fordærvelsen. Den endog i Cisterciensernes Historie uhørte Hastighed, hvormed disse Tiggermunke udbredte sig over hele den katholske Verden, den Magt, de snart udviklede, og den faste Eendrægtighed, hvormed de anvendte denne i Pavemagtens Interesse, har givet disse Ordener en universalhistorisk Betydning og da de ogsaa i
- ↑ Suhm XI. 571, der ligesom Daugaard deraf slutter, at der har været Tempelherrer i Norden. Forøvrigt bemærkes, at Barth. IV. 584–597 og 601–624 indeholder flere Pavebuller til Norge angaaende disse Riddere; men de an-aa nærmest Ordenen i det Hele, Beskyldninger mod den o. s. v. Nærmere Oplysninger kunne dog maaske deraf udledes.
