Hopp til innhold

Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/48

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
40
Første Afsnit.


ven derom anderledes bestemmer[1]. Denne Bulle er udstedt i Anledning af Ordenens paatænkte Ophævelse, der besluttedes paa det kort efter afholdte Kirkemøde i Vienne, hvortil Cirkulærskrivelser fra Paven udstedtes, samtidigt med denne Opfordring til den verdslige Magt om at forsikre sig Tempelherrernes Personer og Eiendomme. Under saadanne Omstændigheder kan man let tænke sig, at Paven har sendt slige Breve ogsaa til Kongerne i de nordiske Riger, for det mulige Tilfælde, at en eller anden Tempelherre der kunde opholde sig, uden at man derfor maa antage, at dette nødvendig har været Tilfældet, Men selv om Pave Clemens virkelig har antaget, at disse Riddere fandtes i Norden, bliver dette dog intet tilforladeligt Beviis; dertil indeholde Pavebullerne altfor mange Vidnesbyrd om Romerhoffets Uvidenhed med Hensyn til Forholdene her; og man maa derfor, indtil andre og gyldigere Grunde anføres, fremdeles betvivle, at Tempelherrerne nogensinde have eiet Besiddelser i de nordiske Riger.


§ 7. Franciskanerne.

Alle hidtil omtalte Munkeordener tabte efterhaanden Folkets Agtelse; deres Rigdomme, Pragt og tøilesløse Sæder stode i en altfor skærende Modsætning til Ordensløfterne, til at selv den troskyldigste Lægmand i disse Herrer kunde see sande og ydmyge Guds Tjenere. Den almindelige og uagtet alle Reformer stedse tiltagende Usædelighed blandt de Klostergeistlige syntes at true det hele Munkevæsen med Opløsning, da det i Begyndelsen af 13de Aarhundrede næsten samtidigt faldt to Sværmere ind at stifte Munkeordener paa Grundsætninger, der skulde gjøre en slig almindelig Fordærvelse umulig. Ikke uden Grund søgte de Ondets Rod i Klostrenes Rigdomme, og troede derfor ved at forandre Armodspligten til Betleri ganske at kunne udelukke Fordærvelsen. Den endog i Cisterciensernes Historie uhørte Hastighed, hvormed disse Tiggermunke udbredte sig over hele den katholske Verden, den Magt, de snart udviklede, og den faste Eendrægtighed, hvormed de anvendte denne i Pavemagtens Interesse, har givet disse Ordener en universalhistorisk Betydning og da de ogsaa i

  1. Suhm XI. 571, der ligesom Daugaard deraf slutter, at der har været Tempelherrer i Norden. Forøvrigt bemærkes, at Barth. IV. 584–597 og 601–624 indeholder flere Pavebuller til Norge angaaende disse Riddere; men de an-aa nærmest Ordenen i det Hele, Beskyldninger mod den o. s. v. Nærmere Oplysninger kunne dog maaske deraf udledes.