ligeledes i Bahuuslæn, forekommer enkelt Gang under dette Navn, men det var beviisligt et Præmonstratenserkloster, og opføres derfor blandt disse, hvortil det udentvivl stedse har hørt.
Benedikt af Nursias Haab, at dagligt Arbeide i Forening med det stille Ophold i et afsidesliggende Kloster skulde være tilstrækkelige Midler mod den menneskelige Fordærvelse, gik ikke i Opfyldelse. Ligesaalidt førte Benedikt af Anianes Reform til det forønskede Maal. Benediktinerabbedierne fostrede mange udmærkede Lærde, men end flere usædelige og lade Mennesker, som valgte dette Liv for at kunne svælge i yppig Lediggang. Imidlertid tiltog Klostrenes Rigdom Aar for Aar, og Usædeligheden voxte med Rigdommen. Samtidens Krøniker erklære eenstemmig at Klosterlivets Forfald laa i Munkenes Rigdom – „ob nimias divitias“. Benedikts Regel tilsidesattes og Lediggangen fødte sine sædvanlige Børn. Arbeidet og Omsorgen for de daglige Fornødenheders Anskaffelse væltedes paa Lægbrødrene. De enkelte Fromme blandt Ordenens Medlemmer, der bemærkede, hvorledes Ordenens Anseelse i Menigmands Øine daglig sank, maatte derfor tænke paa en Reform, og da en saadan ansaaes umulig i selve Benediktiner-Abbedierne, stiftede Berno Aar 910 et nyt Kloster i Clugny eller Cluny (Cluniacum) paa Sydgrændsen af Bourgogne[1]. Som første Abbed fornyede han Benedikts Regel i dens hele Udstrækning og føiede desuden dertil flere strenge Forskrifter om Afholdenhed fra Kjødspiser, vedvarende Taushed til visse Tider, m. m. Ordensdragten skulde være sort. Hans Eftermænd, Odo, der egentlig betragtes som Clunyacenser-Ordenens Stifter, Aymar, og især den 6te Abbed, Hugo, traadte med Kraft i Stifterens Spor, og det syntes en Tid lang, at en Reform i hele Munkelivet virkelig skulde opnaaes. Ved Hugos Død i Midten af 11te Aarhundrede havde 10,000 Munke sluttet sig til Cluny. Denne Orden er iøvrigt meest mærkelig fordi den var den første, der indførte de i Klosterhistorien saa vigtige Congregationer eller Klosterbroderskaber. Hidtil havde nemlig ethvert Klosters Abbed været en aldeles uafhængig Prælat, der kun skyldte Gud og til Nød Paven eller Biskoppen
- ↑ Den nyeste Kilde til Clunys Historie er: Essai historique sur l’Abbaye de Cunmy, suivi de pieces justificatives etc. par M. P. Lorain. Dijon 1839. 8vo. Om Nordens Abbedier af Ordenen indeholder den Intet.
