Ligesom Thrøndelagen (Þrøndalag, Þrándheimr) i de ældste Tider var den bedst befolkede Deel af Norge, „hvor Landets største Styrke var“, saaledes blev og den af Kong Olaf Tryggvessøn anlagte By ved Udløbet af Nidelven, Nidaros, allerede tidligt et af Kongernes sædvanligste Opholdssteder. Som Følge af det inderlige Forhold mellem Kongemagten og den første Christendom, reistes de første Kirker og finder man de første Spor af Klostre i denne Deel af Landet (ovenfor S. 12). Nidarholms og Bakke Klostre ved Nidaros vare stiftede i første Halvdeel af 12te Aarhundrede. Domkapitlet stiftedes samtidigt med Erkestolen og Hammer Bispedømme 1152; og fra nu af havde Erkestiftet sine faste Grændser, mod Nord til Finmarken, mod Syd til Dovre og Stat, idet hele det nuværende Nordlands og Finmarkens Bispedømme samt Søndmøre af Bergens Stift hørte derunder. Samtidig med Domkapitlet finder man omtalt Helgeseters Konvent for regulære Kanniker. I 13de Aarhundrede forøgedes Stiftets Klostre med Tuterøen og Rein paa Landet samt Prædikebrødrenes og sidst Minoritternes Klostre i Byen; men flere end disse 7 Klostre kan man ikke med Sikkerhed tillægge dette Norges vidtløftigste Bispedømme. Foruden disse uomtvisteligen Klostre nævner deels Sagnet deels nyere Forfattere flere andre, hvis Tilværelse vi ansee høist tvivlsom, og under Eet ville behandle i § 9, nemlig: Alstahoug Kloster i Skogn, Munkeby i Levanger, Huseby i Børgseskogn, Veø i Romsdalen, St. Peders Kloster i Borgund, Klostre paa Giske og paa Herrø, alle paa Søndmøre, Throndenes Kloster i Senjen og Munkefjord i Finmarken.
