Reformationsverket gik imidlertid fremad i Danmark som i Norge.
Den 2den September 1537 udkom Christian den Tredies Kirkeordinants,
samme Dag som de nye evangeliske Superintendenter indviedes,
og i denne gaves da og nærmere Forskrifter med Hensyn til Klosterfolks
Stilling. Saaledes bestemtes angaaende Tiggermunkene: „Ingen
Tiggermunke skulle i vore Riger efter denne Dag opholdes. Hverken
skulle de tigge eller prædike, eller høre Skriftemaal; men de, som
gamle ere og skrøbelige, og til intet Embede bekvemme udi Kirken, de
maa blive udi Klostret, der de maa have deres Føde for Guds Skyld,
dog saa at de skulle aflægge Kappen og Klosterklæderne, og ikke bespotte
Evangelium“[1]. Med Hensyn til de Klostre og de Munke, „som selv
have at leve af“, bestemtes i Overeensstemmelse med Recessen af 1536,
at enhver Munk, som ønskede det, maatte forlade sit Kloster, og skulde
af Formanden gives Klæder og Tærepenge, da denne selv maatte finde
sig bedre tjent med at give en Munk, som ikke blive vil, een god Almisse,
end at føde ham alle Dage mod hans Villie og Samvittighed;
men Kongen vilde ei vide af ureen Reenlivethed og ukyskt Levnet. De
Munke, som ville blive, skulle være Formanden lydige, leve et godt og
ærligt Levnet, gaa med deres Kappe og bære eens Klæder, ikke for nogen
Regels Skyld, men at man kan kjende paa deres Klædebon, af hvad
Kloster de ere. De skulle ingen Tonsur længere bære, men de maa have
„Kulfue“ – Kallot, kullet Hue – eller kollede Hoveder, og maa ikke
vise sig kronragede. Forøvrigt skulle de flittig høre Gudstjenesten og
læse i den hellige Skrift, for om muligt endnu at blive tjenlige til Prester.
Derfor skal og et saadant Kloster have en luthersk Prest, der skal
have Underhold af Klostret[2]. Om Nonnerne bestemtes det Samme.
- ↑ Kirkeordinantsen i Krags Christian IIIs Historie I. 570. ff.
- ↑ Kirkeordinantsen; anf. St. S. 600.
andensteds i Norge, hvorhen sandsynligviis lignende Befaling er sendt, gik ganske anderledes til, var altsaa forsaavidt uden Christian IIIs Skyld, som det skede mod hans Villie; men dette vilde ikke kunnet ske saa let, hvis han havde, om endog kun en eneste Gang selv besøgt det Rige, han 1536 tilføiede en aldrig forglemmelig Fornærmelse. Men han kom aldrig som Konge til Norge. – Forøvrigt havde han allerede 18de November 1536 tilskrevet Esge Bilde om Recessen, og givet ham Befalinger overeensstemmende dermed (Dipl. Norv. II. No. 1118); og ved Brev af 27de April 1537 paalagde han ham med deres Tilladelse, som Klostrene i Værge havde, at skaffe Kongen noget forgyldt Kobber af alle Slags fra Kirker og Klostre (Dipl. Norv. I. No. 1087.)
