godegjøre Kapitalen og tildels at skaffe Sikkerhed for Laan. Det fremgaar saaledes af F. L. XII. 2, at selv om Salget omfattede en hel Gaard, oppebar Kjøberen (Laangiveren) kun Indtægterne af saa stor Del af den, som ved en rummelig Beregning svarede til Laanesummen. Videre kunde Kjøberen ligesaavelsom Sælgeren (Skyldneren) naarsomhelst æske til Løsning. Og her fremgaar Salgets egenlige Betydning af et Laaneforhold deraf, at, om Sælgeren ei efterkommen Opfordringen, skulde han svare 20 pCt. Rente af Kjøbesummen (Laanet) mod selv at oppebære Landskylden af Jorden; efter et Aar kunde han blot løse mod Betaling af den virkelige Værdi, og efter endnu et Aar var al Løsningsret forbrudt, og Kjøberen kunde fordre Skjødning til Odel og Eie. (F. L. XII. 2 og 3).
Endmere udviklet i samme Retning er Forholdet i Landsloven. Denne har (M. L. VI. 12. 13.) i det Hele optaget Frostathingslovens Regler om forsala (som den ogsaa kalder selja til aptrlausnar), medens Gulathingslovens tilsvarende Forhold kun er kortelig berørt i VI. 15 uden Optagelse af de særegne ældre Forskrifter derom. Men i denne yngre Lov fremtræder det klart, at Retsforholdet ikke synderligt mere end i Skinnet er Salg, men i Virkeligheden Laan og brugeligt Pant. Thi istedetfor F. L’s udførlige Regler om de 3 Terminer, naar Sælgeren ei vil løse, siger M. L. ligefrem, ak Kjøberen (Laangiveren) kan søge sine Penge som vitterlig Gjæld, og opstiller altsaa endog, som det synes, en virkelig personlig Forpligtelse. Dog maa det mærkes, at Kjøberen fremdeles havde samme Raadighed som en Eier; med Forbehold af Sælgerens Løsningsret kunde han sælge. Men ogsaa en Brugspanthaver havde, som vi have seet andetstedsfra, næsten en Eiers Raadighed over Pantet, og „at sælge“ kunde maaske være et Udtryk for anden Overdragelse af sin Ret.
Det er naturligt efter denne Udviklingsgang, at Salg med Eiendomsret ikke vilde blive staaende ret længe som Form for en Sikkerhedsstillelse, saameget mere som Brugspant paa denne Tid vandt almindelig Udbredelse i andre Lande. Vi maa dog ikke undres over, at denne Overgang tog længere Tid og faldt senere i Norge. Det katholske Aagerforbud var jo først under Magnus Lagabøter selv indført i Landet, ligesom Erkebisp Jons samtidige Kristenret, der, omend ei lovlig gjældende, dog vandt megen Indflydelse, gav meget strenge Straffebud for alt Slags Leie af „dødt Fæ“. Det er derfor ikke urimeligt, at det kanoniske Forbud mod ethvert Brugspant, hvorved Frugterne ikke afskreves paa Hovedstolen, kan have bidraget til at forhale Overgangen, om det end ei findes nævnt i vore Retskilder. Den væsentligste Grund til det gjenkaldelige Salgs lange Vedbliven ligger dog vistnok i Folkets Vedhængen ved gamle Sædvaner; det tør vel ogsaa være, at det mindre i Livet end i Loven har været en blot Form.
Vi finde derfor Salg med Gjenløsningsret temmelig hyppigt i henved 100 Aar efter Magnus Lagabøters Landslov. Navnet forsala har jeg kun
