Panterettens historiske Oprindelse og dens nære Sammenhæng med Eiendomsretten. Panthaveren kunde kun faa Fyldestgjørelse enten som Bruger ved Frugternes Oppebørsel, eller ved at skaffe sig Eiendomsret, idet nemlig Salgsret i den blotte Egenskab af Panthaver er Lovbogen ukjendt ved fast Gods. Dette Standpunkt, som forklares derved, at den Tid, da Løsningspligt ikke engang fandtes, endnu laa temmelig nær, var i Virkeligheden for gammeldags til, at det længe kunde holdes.
Lovbogens Panteproces er derfor snart kommen i en Opløsningstilstand, som dog først sent frembragte en anden fast Ordning. Hesselberg nøier sig vistnok endnu i forrige Aarhundredes Midte med at gjengive 5. 7. 11 uden Bemærkning. Men det er sikkert, at der dengang allerede var foregaaet store Forandringer, hvorom man oplyses af det før nævnte Uddrag af Fyenbo Landstings Domme. Først synes man at have frigjort sig fra Nødvendigheden af at tiltræde Pantet efter 5. 7. 8. I Forbindelse hermed synes det at staa, at man i Stedet fik en særlig Indførsel eller Udlæg i Pantet efter foregaaende Namsdom[1]. Og dette Udlæg i Pantet er senere blevet et nødvendigt Led i den danske Forfølgning ved Underpant, ogsaa i fast Gods, saaat der nu efter den praktisk gjældende Lære ikke som hos os kan tages Dom paa at sætte Pantet ligefrem til Auktion[2]. Taxt og Eiendomsdom sees en Tidlang brugte efter Lovens Maade[3]. Men det har visselig ikke her varet længe, for denne er delvis fortrængt af Auktionsvæsenet. Spirerne til denne store Forandring gjennem Retsbrugen laa, som saa ofte ellers, bagenfor Lovbogen. Ligesom denne kjender Auktion i et Tilfælde ved Haandpant (5. 7. 3), sees allerede kort før Lovbogen Auktion enkelt Gang anvendt ved Panthaverens Realisation af fast Gods[4]. Men denne Auktion var dog kun et Slags privat Salg ved de faa monopoliserede Auktionsforvaltere, der ikke vare Retsbetjente, et Salg, som altsaa ved Pant minder noget om den romerske og tydske Fremgangsmaade. Og endnu et godt Stykke ind i forrige Aarhundrede var Auktion ingen judiciel Handling[5]. Auktionen, som ved Pant blev stedse hyppigere, især som en af Debitor vedtagen Afgjørelse, bevarede derfor længe et Frivillighedens Præg, der ingen Virkning kunde have ligeoverfor andre Kreditorer[6], men vel ligeoverfor Debitor selv[7]. Rimeligvis er det først efter Midten af Aarhundredet, at Auktion efter Udlæg
er bleven en Ret for Panthaveren med bindende Virkning for andre Rettig-
- ↑ Schlegel l. c. Nr. 206 (1699), 593, 792 og 798.
- ↑ Nellemann, Læren om Exekution og Auktion (1871) S. 267–69, hvoraf det dog sees, at Theoretikernes Meninger herom ere delte.
- ↑ Schlegel l. c. Nr. 206 (1699), 261 (1702).
- ↑ Matzen S. 417.
- ↑ Nellemann l. c. S. 259 og 242–45.
- ↑ Schlegel l. c. Nr. 444 (1715), 664 (1727).
- ↑ l. c. Nr. 593 (1722), hvor Debitor tilpligtedes at betale den Del af Fordringen, som ei dækkedes ved Auktionen, jfr. Nr. 792 (1736).
