Den danske og norske Retsvidenskab blev for et Par Aar siden beriget med et Arbeide, som vistnok er den vigtigste og mærkeligste retshistoriske Monografi, vi hidtil har faaet. Det er daværende Kand. jur., senere Professor ved Kjøbenhavns Universitet, Henning Matzen’s Værk: „Den danske Panterets Historie indtil Kristian V Lov“ (1869, 522 S. 8vo., hvoraf de sidste 70 Sider udgjør et Tillæg, bestaaende af forhen utrykte Diplomer etc.) Denne Bog, som for største Delen er Omarbeidelse af en Prisafhandling, har givet saa udtømmende Oplysninger om sit Emne, at den heri neppe har noget Sidestykke i den nordiske Retshistorie. Dette er kun blevet Forfatteren muligt derved, at han med en næsten vidunderlig Flid og Udholdenhed, som vanskelig vil kunne fattes uden af dem, som have prøvet noget lignende Arbeide, har gjennemgaaet ikke blot trykte og utrykte Diplomer, men en stor Mængde af Danmarks Thingbøger fra det 16de og 17de Aarhundrede. Det nærmeste Udbytte af denne storartede Undersøgelse foreligger væsentlig i de mange og vidtløftige Anmærkninger, der stadig som Bevisligheder følge Fremstillingen og naturligvis have bidraget meget til Bogens Størrelse. Paa samme Tid, som der herved er givet fuld Anledning til at kontrollere Forfatterens Meninger, har han dog i selve sin Fremstilling i det Hele taget ikke mere end nødvendigt ladet Læseren dele sin egen Møie. Enhver Læser vil i selve Forfatterens Text, uden at ty til hans Anmærkninger, faa Oplysning om ethvert Punkt af Panteretten og saagodtsom ethvert Led af dens historiske Udvikling fra den Tid, hans Kilder begynde, og til Lovbogen og deriblandt adskillige Bidrag til dennes Fortolkning. Jeg vil forresten her ikke tilbageholde den Bemærkning, at Bogens systematiserende Anlæg, med sine særskilte Afsnit for „Fordringen“, „Gjenstanden“ o. s. v., der i det Hele ikke forekommer mig at kunne heldigen gjennemføres ved retshistoriske Afhandlinger, har vanskeliggjort Oversigten ved at splitte, hvad der naturlig hører sammen, og herved forøget det Arbeide, som Forfatteren paa anden Kant har sparet Læseren.
