Kjære Armenievenner i Norge!
12-3 1916.
Som mangeaarig Leder af Missionen finder jeg at maatte sende Eder nogle Ord om, hvorledes jeg efter Samtaler med den tyske og danske Leder har opfattet Situationen i Armenien.
Som vi alle ved er vel over Halvdelen af det armeniske Folk, man nævner 800,000, ombragte ved Mord, Ørkenvandringer og Flytninger med Døden for Øie. Dog skal en Del, vel Halvparten have funden Vei over Grændsen til Rusland, eller ligge skjulte omkring i Landet. Nu er Wan, Musch og Bitlis indtaget af Russerne, saa der har vi ingen Forbindelse mere. Alt vilde blive beslaglagt af Penge, da vi staar under Orientmissionen i Tyskland. — Men endnu er Barnehjemmet Emmaus i Mezreh skjærmet, hvor den norske Mission har sine Børn. Jeg fremholdt i mine Samtaler det tilsyneladende ringe Udbytte af at vedblivende støtte Gjerningen dernede, men da fik jeg forklaret med Kjærlig hedens dybe, kristne Medfølelse, at de Børn som vi underholder dernede vilde blive langt værre stillede nu end da vi antog dem, hvis vi berøvede dem vore Underholdningsbidrag, nu vilde de blive prisgivne Tyrkerne, som vilde sætte dem i sine Hjem som Tjenere, eller i sine Haremmer. — De bad os fortsætte i Tro at den Sæd som er udsaaet vil spire selv efter et Martyrium som dette. Derfor kjære Venner lad os bøie os i Tro og Tillid, sikre paa at vi handler efter Guds Vilje ved at holde Haanden over dem vi Engang har taget os af og lagt paa vore Skuldre. Skulde Barnehjemmet ved nye Ulykker blive opløst, er det lovet mig straks at blive underrettet derom. Et Brev af 5te Februar melder fra Emmaus at alt der er roligt. Et Brev ankommen fra Karen Marie Petersen dersteds hertil den 6te Marts melder kort og godt at Søster Bodil har forladt Musch og reist Nordpaa.
Gjennem Hr. Schuckardt er som hittil Pengeforsendelser til Emmaus, Mezreh sikre.
Med Hilsen og Tak for trofast Samarbeide.
Charlotte Anker.
Efter indbydelse fra K. M. A.s komité for arbeidet i Armenien, hadde vi den glæde den 1. febr. at faa en sammenkomst her i Kjøbenhavn med lederen av «Deutscher Hülfsbund», direktør Schuckardt fra Frankfurt. Om formiddagen hadde komitéen en længere for trolig konference med ham om missionsforholdene i Armenien og de kaar, hvorunder der arbeides under denne tids usigelige tryk og lidelser. Om aftenen var en snevrere kreds av Armeniens ven ner indbudt til samvær med ham.
Man vil kunne forstaa, at drøftelsen av de forskjellige spørsmaal vedrørende arbeidet og forholdene derover ikke for tiden egner sig til offentliggjørelse. Vi kan kun si, at vi var meget taknemlige for at kunne faa en indgaaende samtale om alt, hvad der laa os paa hjerte, med vort missionsarbeides øverste leder og merke hans varme kjærlighet til denne vor fælles store sak, samt høre hans klare og forstaaende bedømmelse av de forhaandenværende forhold, over hvilke han, likesom vi, følte den dypeste smerte. At denne i fuldt maal deles av de kriste lige kredse i Tyskland gav sig iblandt andet til kjende ved, at de, trods alt, hvad der paa grund av krigen la beslag
