KRISTIANIAS
HISTORIE
like indenfor broen blev kongen mottat av byens magistrat og repræsen tanter og 24 unge damer, døtre av byens embedsmænd og borgere, som strødde blomster for hans fot. En av dem rakte ham en eke-krans med indskriften Fortjent hæder; en anden overrakte ham med ordene Fra taknemlige borgere en liste over frivillige sammenskud, tegnet inden byen. Kongen var overvældet, og i et stemningsutbrud, som karakteri serer ham bedre end adskillige statshandlinger, lot han falde de bekj endte ord, som senere har været eiteret saa ofte: »Det hulde kjøn forskjønner enhver fest; forskjønner livet; taknemmeligen skal jeg erkjende enhver blomst det vil strø paa min vei.« Inde i æreporten stod hvitklædte damer paa begge sider, og fra æreporten helt frem til Vor Frelsers kirke stod borgervæbningen, marinetropper, landkadetterne og forskjellige andre militærstyrker opstillet en haie. Begeistringen var übeskrivelig. Et uav brutt og entusiastisk fryderop fulgte Hs. majestæt paa hans tog ind i staden. « Ved indgangen til Vor Frelsers kirke blev kongen mottat av regjerin gens medlemmer og geistligheten og ledsaget til kongestolen, som var prydet med riksvaabnet og det kongelige navneziffer paa to skjold i rødt felt med en kongekrone over. Det var et øieblik, som vel kunde mane til eftertanke. For mindre end tre maaneder siden hadde Christian Fredrik fra det sted hvor han nu sat, tat hovedstadens borgere i ed paa at de vilde være med paa at verge landets selvstændighet, og for sit eget vedkom mende hadde han git de mest bindende forsikringer om det samme. Nu var han — før han endnu var blit nødt til at indfri et eneste av sine løfter — hævet op paa »Norges gamle kongestol, som Adelstener og Sverrer beklædte, og hvorfra de med visdom og kraft styret gamle Norge«. l Men det var ikke længer stemningen fra 25. februar, som behersket sindene ; selv Tidens lojale referat gjør ikke noget forsøk paa at løfte denne guds tjeneste op i rækken av de store minder. Fra andre hold vet vi, at den var alt andet end imponerende. Særlig var biskop Bechs præken under maals og »holdt os just ikke varme og vaakne; snarere det motsatte« — for at tale med Eidsvoldsmanden, provst Schmidt. Til gjengjæld gik der en likefrem hurrabølge gjennem kirken, efterat kongen hadde tat ordet til en kort tale. » Det fattedes kun at man ogsaa skulde klappe!* noterer Pavels i sin dagbok. Begge disse øiebliksfotografler er like illustrerende. Vi ser hvorledes offlcielle fraser og reflekterte og ureflekterte følelser begynder at slynge sig om det nye kongedømme allerede paa dette tidlige tidspunkt. Efter gudstjenesten var der stor middag i Palæet for de høieste embeds mænd. Taler og sange fulgte hverandre i broget rækkefølge, og lojaliteten 1 Av præsident Sverdrups tale paa Eidsvold 17. mai 1814. 16
