stede paa sin Natkappe, saa Bændelbaandene svajede —; nei, der var intet Udkomme med disse Kavaljerer, som hun kaldte dem.
Nu fik hun sætte ind nyt Øl og Tobak og nye Lys; for nu vidste hun, at der ikke blev Fred at faa, forinden Hanen gol og Solen skinnede — og knapt da. Det havde mere end en Gang hændt, at „Kavaljererne“ ganske havde forglemt at sove. —
— Først skulde v. Knarren og Bassen Brause have nøiagtig Besked om, hvordan Reisen var løbet af; om der havde mødt frem godt og stort Mandskab, om der havde været nogenslags Opsternasighed blandt Almuen og om der ellers havde været noget Evenement, som kunde være af Interesse for Militære.
Og da Lieutenant Villum havde aflagt nøiagtig, embedsmæssig Rapport og denne grundig var drøftet, blev der Spørgsmaal efter de Officerer, som boede rundt om i Distriktet og hvoraf mange efterhaanden havde dyrket sine Særheder i den Grad, at de hver for sig var pudsige eller ulykkelige indtil Galskab.
Lieutenant Villum kunde fortælle mange
