Skarns Fruentimmer havde trollet alskens Utøi og forgiftig Hoste paa det elendige Krêttur.
Og slig en Troldkvinde havde siddet og spist ved Villums Bord, — men hvad værre var, at sidste Høst havde ogsaa Fader til Kari været der, og det med stort Følge. Høj! De havde sviret i flere Døgn!
Og selv om Hr. Villum var Storkar og herlig fornem og alt sligt, saa maatte nu Truls og med ham alle de andre Bønder sige, at han gjorde sig hellere ringe ved at sidde og drikke med slige Rakkere og Misdædere. —
— Der var en Jægersmand, som havde ligget paa Skauen en Høst; han kunde ogsaa berette. Han skulde netop til at sovne af i sin Barhytte; da hørte han fjernt bortefra en Haust og Dôning, saa en kunde blive rent ræd, at nogen blev draaben.
Og Jægeren havde jo rendt ned for at sjaa efter; det var fra Vesterhus Dôningen kom. — Jægersmanden rendte det bedste han rak; men da han naaede frem, da kan Dere tro! Aa, det havde været et Forunderlighedens Syn, sagde han.
