og da han ikke turde slaas Mand mod Mand, havde han ikkun været en Kujon.
Saa naar Obersten bebreidede Capitainen dette, tiede han bom stille, bare gloede paa ham med sit sorte Øie, som efterhaanden skiftede Farve og først blev friskt igjen efter flere Ugers Forløb. —
— Obersten fik tilslut stelt det saa, at Capitainen blev forvist til en liden Skjærgaardsfæstning helt ude i Havbrynet. Det var en berygtet Post; alle som kom did, pleiede regelmæssig at drikke sig fra Sans og Samling af Kjedsomhed og Mangel paa Beskjæftigelse.
Men hvis Obersten havde haabet, at det skulde gaa Capitainen ligedan, tog han skammelig feil. Tværtimod indrettede han sig rigtig behagelig paa den lille Holme. Han blev meget snart Ven med de Fiskere og Sjøfolk, som boede i Havnen. Han spillede Kort med Handelsmanden og Tolderen paa Fastlandet og fik den herligste Anledning til at snakke baade tysk og hollandsk med de mange fremmede Skippere, som stadig anløb Havnen paa Grund af ubeleilig Vind og
