Og nu havde Theen ventet paa hende i
et Kvarter!
Hvad Fanden skulde alt dette betyde! Hun skulde da vel aldrig være —! Ah, hvilket forbandet Snak! Skulde hans forvænte og fornemme Datter, den vordende Baronesse v. Barnekow, skulde hun finde paa slig en caprice ridicule som at forelske sig i denne Bastard, denne Jammerlieutenant, denne nederdrægtige — denne — denne — Huf!
Nei, der maatte da være Grændser for alt ogsaa —! Aldrig kunde hans kloge, dygtige Emerentze, som han altid havde stolet saa trygt paa — aldrig kunde da hun finde paa sligt — —
— Men Mistanken var der og kunde ikke jages bort saa let; og for hver Gang Klokken slog sine skarpe sølverne Kvarterslag, kvak det tværs igjennem Obersten; hvad Fanden tænkte Pigebarnet paa? —
— Med Mistroen voxte hans Vrede; han marscherede Stuen op og Stuen ned og forsøgte at holde Orden paa alle de indisciplinære Tanker; men tilslut blev det ham ganske
