Denne siden er korrekturlest
Der kom en ond Tid for Emerentze. Hun blev mere og mere i Vildrede med sig selv; — og det gjorde hende ængstelig og usikker. Hun gik afveien for Menneskene; hun var blevet ræd for dem, — ræd for at de skulde se og skjønne.
— Men var det Menneskene hun frygted om Dagen — om Natten var det sig selv, hun var ræddest — — —
Aah — denne døvende Duft af Sommer, som svam indad Vinduet, naar Kvælden sank stille over de store Trær i Haven! Og saa de halvlyse Midnatsstunder, naar Naturen blunded med halvlukkede Øine — men med et saligt og løndomsfuldt Smil om Munden.
Indtil Fuglene begyndte at vaagne! Aa, alt hvad de havde at betro hinanden i den lysnende Morgen!
