Denne siden er korrekturlest
Dig vier jeg mine tungeste sange
du barn, med de trætte øine.
Livet har ei tat på dig med vare hænder
og din sjæl blev gammel i din barndom.
Dine bryn hvælver sig i vemod,
dit blik er så bedrøvet,
og din mund har et smil med uendeligt tungsind.
De fine voksbløde træk har dødens sarthed,
og øinenes låg er så forunderlig tunge.
