ning offuer hannem, oc begere, at hand vil forskaffe hannem ret[1]: Da skal ombudsmanden steffne dennem begge til tinge,[2] oc næffne 12. lowfaste mend, at dømme dem imellem. oc legge hannem lowlig tid for at betale, huis bøder hand bliffuer tildømt, effter som tilforne vdi lowen sagd er. Betaler hand icke til de forlagde tider: da maa hand vdsøge det met domroff oc adfærd,[3] om hand vil. [4]End vil hand det icke: da maa hand steffne hannem for laugmanden, oc giøre hannem fredløs.
Offuerfalder mand anden hieme i sit husz, eller met ord eller gierninger vførmer, oc det er beuijsligt met to skellige vidne, oc den som vførmis eller offuerfaldis hæffner sig strax i samme vrede: da haffue hand der offuerlast giorde, skade for hiemgield: oc den sig
- ↑ [ M. L. „den Kongens Ombudsmand, hvem han har overdraget Omsorgen for sin Sag.“
- ↑ Findes kun i een Kodex af M. L.; de øvrige har „til sig.“
- ↑ M. L. atferð ɔ: Indførsel.
- ↑ Det følgende af Kapitlet er i M. L. saaledes: „Vil Gjærningsmanden ikke bøde, og Kongens Ombudsmand forsømmer at gjøre Ret, og den Fornærmede siden hævner sin Fornærmelse, – hvis da Hævnen gaar videre end Fornærmelsen, da skal det overskydende bødes efter skjønsomme Mænds Dom, naar Sagen kommer til Forlig, og deraf skal den, som hævnede sig, bøde Halvparten og Kongens Ombudsmand Halvparten, baade til Kongen og til den Forurettede, eftersom han forsømte at gjøre Ret. Men hvis han hævner sig saaledes at Hævnen ikke gaar videre end Fornærmelsen, da er han sagesløs for Kongen, fordi han forud havde krævet sin Ret. Men Kongens Ombudsmand alene skal bøde til Kongen slig Bod som ved ligger, eftersom han forsømte at gjere Ret. Bliver man sagesløs fornærmet og hævner sig strax i Øjeblikket, og har 2 skjønsomme Mænds Vidne derpaa, da hævner han paa ugild Mand, og Kongen ejer ingen Ret deraf og heller ikke han selv, hvad enten han faar Hug eller Saar. Men dør han deraf, da være det under Kongens Miskunhed efter Sagens Omstændigheder. Overalt hvor Domstolen lemper Sagen efter Omstændighederne for den som har forbrudt sig og formilder Boden til den Fornærmede, da bør Kongedømmets Retsforstander ogsaa formilde Sagøren til Kongen hvis de ville gjøre hvad Ret er; thi saa gjør Kongen selv med Thegngildet. (Jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 6). Og altid naar den Forurettede klager til Retsbestyreren, da skal denne først skaffe den Fornærmede hans Ret, førend han tager Bøder Kongen tilhaande. – (Jfr. Rb. 23 April 1298 Art. 1. 22 Juli 1297 Art. 13 o. fl.)
