holdis aff: da skal den som hans verge er, tage barnit oc hans gods oc pendinge vnder sin vergemaal, oc holde barnit aff sin forlags øre eller rente pendinge, met tilbørlig klæder oc kost: oc haffue derfor om aarit, huad sex vwillige mend siunis billigt oc ræt er, men for sin vmage, skal hand haffue den fierde pendinge aff alt huis barnens gods oc pendinge kand forrente, offuer barnens kost oc klæder. Men huis offuer er, skal hand anuende barnit til beste oc framtarff. Oc skal saa foruare barnens gods oc pendinge, at barnit haffuer der gaffn aff, oc icke skade. Landskylden skal selgis aarligen effter som landkiøb er: oc de tre parter der aff, anuendis barnit til beste. Oc skal den som verge er, oc børnegods oc pendinge i foruaring, oc forsuar haffuer, giøre barnit rede oc regenskab, naar det kommer til sin myndige aar, for alt indtegt oc vdgifft. Dog at der vdi affkortis hans verge pendinge, som er den fierde pendinge, effter som forskreffuit staar. Frender bør til at see huer tolffte maanit, huorledis vergen handler met børnegods. Dersom de formercker at nogit der aff ødis: da skulle de maa antuorde en anden vederhæfftig mand det vnder henderne, som haffuer omgaat gods oc pendinge jæffne, saa megit som hand tager vnder sin vergemaal ved at hette. [Thi den maa icke verge vere, som icke er vederhæfftig. Vden hand kand stille nøyactig borgen, at huis hand tager vnder sin vergemaal, skal komme hans vmage til framtarff vden skade.[1] Icke maa den som børnependinge haffuer, antuorde anden mand dem. Giør hand det: da maa barnit, naar det kommer til laug alder, søge sit hos huilcken hand vil, enten den hans verge er, eller den vergen fick hans pendinge.
Ingen verge maa lade børnegods eller pendinge forkommis fra
- ↑ [mgl. i M. L. og synes hentet fra Lagtingsbeslutn. 17 Juni 1551 (Paus S. 310.)
hans Ulejlighed, og Resten af Renterne komme Myndlingen til Fremtarv. Er derimod den Umyndiges Kapital ikke saa stor som 4 Mark, da skal der aarlig anvendes Mark Jordleje (af Kapitalen) til den Umyndiges Underhold indtil hans 12te Aar, efter hvilken Tid han maa kunne arbejde for sin Føde. – Forlags-eyrir eller instœðu-eyrir var altsaa = Mark. Disse Ords Betydning sees i Lovbogen at være aldeles misforstaaet, og Bjelke siger ogsaa, at han ikke forstaar dem, men at „derved synes at forstaaes Rente; og derom determinerer Chr. III. Reces klarlig, hvor meget udi Rente maa tages, eller ikke, Art. 56.“
