—Johnny kan ikke vente, mumlet den syke med en svak smertesstønnen. Gaa far . . »Kondoren« vil det. . .
Ferejo reiste sig lydig med et tungt suk. Der kom et farlig glimt i hans øine. . . Saa gik han ut. . . Fjeld stod i salonen. Den ellers saa rolige mand var synlig nervøs; men han slog ikke øinene ned for spanierens truende blik
—Hvor tør du vaage at forstyrre mig? sa Ferajo hæst, mens hans hænder knyttet sig.
—Det gjaldt en vigtig sak, sa Fjeld.
—Ingen sak er vigtig nu, naar min datter er syk. Jeg vil ikke høre noget. Tal til Redaelli og reis til helvede. . . .
Spanierens raseri var forfærdelig. Hans barter strittet, hans læber skalv . . .
—Vel, sa Fjeld, det gjælder Donna Francescas liv.
Spanierens knyttede hænder løsnedes.
—Men hvorledes . . .?
—Jeg betror Dem nu noget, som jeg hadde tænkt skulde være begravet, sa Fjeld hurtig. Jeg er læge fra Christiania universitet, Mit navn hadde for et aar siden en god klang blandt Skandinaviens kirurger. . . .} Forholdene drev mig væk. . . De maa tro mig, Don Manuel. . . Efter alt, hvad der er mig berettet er Deres datter al-
