—Da jeg svarte europæeren, at jeg ikke vilde forlate dig, herre—spurte han efter dig. Hans hurtige dampbaat ligger ved Atajo . . han reiser om nogen dage.. . . Det er de hellige fædre i Buenos, som har sagt ham, at jeg var manden, som kunde føre ham fra Cujaba ind i Amazonas.
Fjeld blev ridende videre i taushet. Han kom pludselig til at tænke paa Donna Francesca. Hvor han holdt av den unge livlige kreolerinde, som viste ham saamegen godhet og fortrolighet. Han var blit som en far og lærer for hende. . . Naar han i siestaens hellige time sat ved hendes hængekøie og talte om alt det, som bevæget ham, var det, som om sorgen og ulykken fik et forsonende skjær . . . Han følte det som en isløsning i sit indre. . . Mindet om den eneste kvinde, han elsket straalte for ham . . . og av og til var det, som om der snek sig et svakt lysstreif ind i hans sind et haab om engang, før livets sol gik ned, at sænke sit angrende hode i sin hustrus skjød . . . med bøn om tilgivelse for tyven og drabsmanden.
Ja—Don Manuels datter var hans gode aand . . . hans længsel, hans anger, hans haab. . . De red ind paa pladsen utenfor Estanciaen. En kraftig, firskaaret blond mand stod utenfor verandaen og sparket utaalmodig i sanden. Han var klædt i khaki og hadde en korkhjelm paa
