gauchoen i den venstre tinding og slaat benet ind i hjernemassen. . .
— Pastero er død, sa Estanciaens eier, blottet sit hode, gjorde korsets tegn og bad en kort bøn. Saa hævet han hodet. . . — Men han døde paa sine gjerninger, tilføiet han. Det var en lumsk og ond mand. Han slap fra bøddelens rep i Corrientes og en forbryders død i uindviet jord. Gud har i sin naade lat ham dø her hos os. La ham hvile i fred paa Atajos kirkegaard, og Pater Ambroso skal læse en messe for hans udødelige sjæl.
— Amen, mumlet Donna Francesca ydmygt.
Saa bøide hun sig ned og tok op en kniv. Den var av en uhyre længde og dens brede blad var slipt paa begge sider. Paa skaftet var der et raat tilskaaret billede av Guds moder. . . Den unge dame saa nøie paa den og veide den betænksomt i haanden, mens halvindianerne stimlet om hende.
— Et farlig vaaben, sa en.
— Der var ikke lykke med det, paastod en anden.
— Luigi hadde ret, hvisket Donna Francesca hen for sig. Det er madonnas kniv.
