hen til hveteakrene . . . der stod hans hest . . . en time efter vilde han være blandt sine egne . . . Men han maatte se, om europæeren hadde nogen gnist av liv i sin kjæmpekrop. . .
Der hørtes et høit skrik. . . . Det var Donna Francesca, som hadde opdaget skikkelsen paa trappen. . . . Pastero gottet sig. . . Der var en forbandet ild i Ferejos avkom . . . Se . . . men hvad var det? . . . Gauchoens ansigt vred sig i helt nye folder . . . det talte om forbandelse og skræk . . . Ti Stone reiste sig paa trappen. . . . Aa, den hund hadde ikke faat nok. . . .! Der steg et forfærdelig raseri op i hans strupe, hans næsebor skalv, og fraaden skummet om hans læber. . . . Med en foragtelig bevægelse kastet han madonnas vaaben fra sig og rev sin egen kniv fra beltet og styrtet frem for anden gang.
Donna Francesca stod endnu paa verandaen og skrek, og bak hende saaes Ferejos hvitklædte skikkelse. Han hadde en revolver i haanden. . . Men Pastero lot sig ikke stanse. Blodskyerne danset for hans øine . . . og med lutet nakke sprang han løs paa manden ved trappens fot.
Men denne gang feilet han helt sit maal. Den fiende, som han trodde var døende, reiste sig i al sin vælde imot ham. Uten at ænse gauschoens lange kniv gik han løs paa morderen. Usaaret
