sorte helligdagsklær gjorde dem endnu blekere. Deres hænder var i uavladelig bevægelse. De led under lediggangen, mens hatet brandt i deres hjerter. De stod utenfor Folkets Hus — deres fæstning og borg, hvor alle vaaben smededes i denne forfærdelige, ublodige kamp mellem kapitalismen og dens misfornøiede tjenerskap.
Herfra ned til de store kaier gik der en stadig bølge. Det var havnearbeiderne, som alle hadde blæst til kamp — og det var dem, som hadde trumfet igjennem den store lokale streik. Og nu vandret de der paa de mægtige granitblokker ved Gøtaelven og passet paa, at ingen sulten djævel brøt ut av den tvungne lediggangs rækker. . . . . .
En stor klynge hadde samlet sig om den svære amerikanske lastedamper ved jernbanebryggen. Whinchernes monotone fræsen klang ilde i arbeidernes ører. Hele mandskapet var sat til at lade et parti træmasse, som laa paa kaien. Den amerikanske kaptein stod selv mellem de firkantede pakker og hans holdning var meget respektindgydende. De streikende arbeidere kunde vanskelig undlate at lægge merke til de forhøininger, som stak frem bak den korte uniformsjakke. Det var tydelig, at yankeen ikke lot sig trampe paa tærne. Og de hadde mere respekt for disse øien-
