— Se hvor frodigt, fortsatte Redaelli uforstyrret. Græsset staar mandshøit derinde, løvverket er en tæt sammenfiltret masse, og planterne vælder op av jorden i det mest brogede virvar.
— Men der findes jo ingen skog?
— Nei, men se træet derborte. Det er Sonzaen. Har du nogensinde set noget vakrere?
Fjeld smilte. . . Og dog hadde denne, underlige sørgepil med de tynde, hængende grener og de lange mørkegrønne blade en vis charme. Den gav landskapet en egen vemodig ynde. . . Langs bredden stod hist og her en liten hytte med straatak. Beboerne laa og strak sig i solen, halvnakne og dovne. Nogen enslige svin veltet sig i solen, en fet hund vrikket nedover mot stranden og sendte ut en hæs strupelyd, en flok ænder skjøt op av sivet og fisken sprat over flodens speil.
Naturen sov, menneskene sov, men dyrene vaakte under Pampasens grønne dække.
Men Donna Francesca smilte isøvne der hun laa paa sin makelige stol. Hun drømte om kjærlighet.
