var en liten fingerfærdighet, som er i god kurs blandt kentaurerne under Cordilleros skraaninger.
Donna Francesca lo himmelhøit —.
— Er det ikke storartet, Johnny? Gamle Luigi har lært mig det. Han er den ældste gaucho paa Estancia del Atajo. . . . Jeg kan ogsaa kaste med lasso. . . . Kan du?
— Nei, desværre.
— Du kan da ingenting, Johnny. Vi kommer nok til at begrave dig, før maaneden er omme, Lærer dere ikke noget deroppe i Norge? . . . Jeg tør næsten ikke slippe dig ut paa Pampasen. De hakker dig til plukfisk. Hva sier du til at bli staldmester hos far . . . eller min livtjener? Saa kunde vi tale fransk hele dagen og fiske laks i floden.
Den unge dame saa henrykt ut over sin idé.
— Jeg er ræd for, at jeg ikke duer til at være tjener heller, sa Fjeld. Vi har saa vanskelig for at kunne bøie ryggen derhjemme i mit fædreland. Sandt at si tror jeg, at jeg helst vilde forsøke paa at bli slaat ihjel paa en anstændig maate…Der er jo en egen spænding ved det ikke sandt?
Donna Francesca nikket alvorlig.
— Du er rigtig en underlig en. Men jeg liker dig bedre og bedre. Du skal faa lov til at kysse min haand to ganger om uken.
