dage reiser han nordover. Jeg skal tale med ham. Hvor bor De?
— Ingen steder. Jeg kom fra Europa igaar.
— Naa. Jeg skal anvise Dem et godt og billig logi midt i byen. Her i Boca er ingen sikker. Der staar desuten et par fyrer utenfor og venter paa Dem. . . . Jeg har bestilt en automobil til Dem, — chaufføren skal faa adressen — han venter i bakgaten. De følger den lange korridor, som De kom . . . første dør tilvenstre. . . Og saa tak og paa gjensyn imorgen i Browns boardinghouse, Rio Bamba 149! Jeg maa ind til mine gjester! . . .
Kort efter suste Jonas Fjeld i en minervaautomobil ind mot Buenos Ayres hjerte. Husene blev større og pragtfuldere og et lyshav dirret over den mægtige by i den bleke aften. Larmen steg for hvert øieblik. Automobilen fløi som en vind gjennem palmealleen i Avenida 3 de Febrero, sagtnet en smule i Boulevard ballaos storstads mylder og tutet omkap med de andre titusende benzinætere, som hadde bemægtiget sig de store boulevarder.
Berlin og Paris kunde ikke sammenstilles med dette vældige møtested mellem overkultur, barbari, rigdom og last —, farvet av tyve nationers blod — — — — præget av det hidsigste initiativ og
