fortæller, at deres forfædre med al mulig bravur kastet den tapre Mendoza og hans fæller i sølvfloden.
Men indianerne holdt ikke stillingen. De kvaltes av jesuiter, franciskanere og harniskklædte eventyrere. De bet i græsset for ildvaaben og ildvand. Og da byen fik et nyt navn: Cindad de la Trinidad og Puerto de Santa Maria de Buenos Ayres, kunde de ikke længere greie situationen — hvad enten det nu kom av navnets forbausende længde eller av spaniernes voksende antal.
Men Buenos Ayres kjæmpet længe, før den var værd at nævnes by. Der gik næsten tre aarhundreder, før den fik uavhængighetens frie pusterum. En maidag i 1810 — fire aar før vore fædre paa Eidsvold proklamerte Norges frihet — rev kreolerne sig løs fra det spanske regime.
Da begyndte deres arbeidsdag. Den gjødedes med indre stridigheter. Den ene diktator efter den anden fisket i rørt vand. Og alskens smaaærgerrigheter nærte sig av korruptionens guld. Og Buenos Ayres gode luftninger svigtet. Pest, kolera og kopper herjet. . . .
Men frem av dette pesthul — av denne straalende koncentration av Pampasen og bordellerasens vaagnende rigdomme — steg storbyen med de vældige resourcer og de glimrende laster. Den
