skal du faa et par bukser paa, som skal klø dig i knoklene.
Og han spyttet sit raseri ind i luken.
Det burde ikke kapteinen ha gjort. Ti før spyttet hadde naadd sit maal, krummet der sig to jernnæver om hans hals. . . .
— Hvis De rører Dem en tomme, hr. kaptein, hvisket en stemme i hans øre, brækker jeg nakken paa Dem. Jeg kan taket. . . . Og hva sier De nu om at laase mig ut?
Pearsons onde, brutale øine gnistret i halvmørket som en fangen tigers, mens han snappet efter veiret. Han gjorde en bevægelse med den ene arm. . . .
— Slip revolveren, skrek Fjeld, eller. . . .
Men kapteinen hadde allerede faat løpet op i luken og fyrte løs. Kulen streifet Fjelds hals, og en tynd rød blodstrime piplet frem.
Da slap nordmanden sit kvælertak og slet revolveren til sig, før kapteinen fik trykket løs for anden gang.
Men Pearson faldt rallende overende paa dækket, mens forbandelserne røk som en hvislende fraade fra hans mund. Saa krøp han hen til kahytstrappen, laaste sig inde i sin kahyt og reparerte sin maltrakterte hals og sit nederlag
