strømmer over den tørstige jord. Og planter, blomster og trær bøide sig i andagtsfuld vellyst under regnskyllene. . . .
Men manden bøide sig ikke. Stormen og væten styrtet sig imot ham,—det rokket ham ikke. Han gik frem som fatum selv. . . . Aa, denne uendelige smaaskog, disse stinkende sumper, som nu suget vand som tørstige lamaer! . . .
Saa stilnet stormen. Den hadde bragt regnet hit, og nu var dens hverv tilendebragt. Ikke et vindpust rørte luften. Regnet faldt ikke mere i stride strømmer,—det silret ned i slappe straaler, det vældet ut av Vorherres tropiske sluseverk. . .
Men den fremmede gik og gik, vandspruten stod om ham, klærne klæbet sig til hans krop, og det strittende haar blev klasket ned i panden som hveten under slaamaskinens kniv. . .
—Havet, mumlet han, jeg vil til havet. . .
Kunde intet fælde denne mand? Han maatte være forfærdelig træt. Mil efter mil svandt hen under hans fotsaaler. Stundom snublet han og faldt; men han reiste sig straks igjen. Av og til sjanglet han som en beruset mand,—nu maatte han styrte sammen! . . . Men han styrtet ikke. Der maatte være jern i hans muskler, jern i hans sjæl. . .
Han vek ikke fra sin retning. Altid mot nord-
