skiltes fra kroppen og hoppet endnu i døden omkring i sanden som en sommerglad frosk.
Der hørtes et revolverskud borte ved husvæggen.
—Hvad var det, spurte Torell.
—Niggeren, herre, sa jøden. Den forbandede blodhund. Han taaler ikke indianere. Heredia skjøt ham ned. . . . Det er loven her i Cuyaba, og prefekten vil gi os ret. . . Liv for liv, en neger for en indianer, en pungrotte for et stinkdyr. . . la os begrave aadslerne, før solen gaar op! . . . Og saa i Guds navn avsted caballeros! Heredia har hastverk. . .
Argentineren slentret hen til dem, mens han byttet en ny patron i sin revolver.
—Hvis dere mangler en mand til at bære oppakningen, saa vet jeg av en paalidelig fyr, sa han.
Da reiste Fjeld sig og løftet Paquai op. Den kraftige tobaindianer saa sig forundret om, mens han slang hit og dit som en beruset mand. . . . Hans øine hadde ikke mere det glasagtige uttryk, som særpræger dem, der er bitt av slanger. . . Han strak sine armer som en, der er søvnig . . . hvad var dette? . . Der stod en tydelig forbauselse skrevet i hans ansigt. . . Var han ikke bitt av en jararacas, hadde ikke den ondeste av alle onde aander spyttet i hans blod? . . Skulde han ikke
