raslen ved vindusgluggen utenfor det lille værelse, hvor Paquai sov. Fjeld reiste sig hurtig fra den hængematte hvor han laa. . . Han kek ut av det lille vindu. . . Gaten laa tilsynelatende rolig, og en svak lysstripe varslet om den gryende dag. Han hørte Torells trygge aandedrag paa den anden side av værelset, og det lille lommevækkerur tikket paa bordet. . . . Fjeld vilde lægge sig igjen . . . men stanset . . . et skarpt lys flakket over gaardspladsen . . . det var en lommelygtes tynde lysstripe. . . Saa blev det mørkt igjen, men atter hørte han den famlende skrapen langs gluggen til Paquais rum. . .
Fjeld listet sig hen til hjørnevinduet, hvorfra han hadde utsigt over hele gaardspladsen. . . Og ganske rigtig—langs husvæggen stod der en mørk skikkelse, et lysstreif fra hans egen lommelygte faldt paa hans ansigt. Det var en neger. . . I det usikre halvlys saa Fjeld, hvorledes negeren slæpte en liten kasse ind under gluggen, som var bedækket med et fint net. . . Den sorte steg op paa kassen og naadde nu op til aapningen . . . forsigtig trak han sløret tilside og hvad var det? Han saa, hvorledes negeren med den yderste forsigtighet grep et tykt rør, som han hadde stillet op langs husvæggen. Var det et gevær? Eller et pusterør? . . Negeren skimtedes nu tydelig i det
