han gjekk fraa Uksa den Gongen, ou. Nei da kom han att-ende andre Venda og da styrde han se ikje lenger: han tok paa se Ulve-Hamen og reiv ihel Uksin.
Eingong, han kom faaraande upp-igjønom Ottdal’n kom han fram i nørdre Veggjems-Garde; han gjekk burti Stall-Døre og sto saag paa, at Mann agta Øykjinn. Saa vart han var, de sto eit Føl fram-i ei ’taa Krubbom og skar og aat saa friskt. Da vart han staa-ande og ni’stire paa Føle saa Ougo hans sto reint stive og Taamann rann utu Kjefte hans. „Huh-uh! Føl-Kjøt er godt!“ sa han Anders.
Summe Ti’e va han Ulv lange Takje og da slo han Lag me Ulve-Hopom, kaar han raakaa døm, og foor strennda i Skog og Lie, alle Bygde upp. Eingong, de va i Gjø-Maana’e[1], va han me og floug imillom Sonnbru’n paa Vaagaa og Vollomsbru’n i Skjaak sjoug Gongo nord og sjoug Gongo sø’ paa ei Natt og millom di Bruom er de go’e fire gamle Mil! Seint ein Kvell, ette Avdaagaas-Leite, kom han inn i Minne i E’svoll og ba um Hus, da ha han helde se me sine Likje paa Flatbygdom i lang Ti’ um Vinter’n, men no vilde han paa Heim-Leie att. Han fekk ikje Hus i Minne og me di saamaa han gjekk te-dørs, sa han: „Ja, tolv Mil er Mjøse lang, de kjøm saa mang ein Syndar fram, saa kjøm full eg, ou!“ Saa ha han Ulve-Hamen paa i saamaa Stonn og da sprang han ette Mjøs-Ise aat Vetlhaamaar førr Folke ha lagt se um Kvell’n.
Stødt naar han Anders ha vore i Ulve-Ham og rivi ihel naagaa Krytyr, lout han louge se bakette; da gjorde han se Loug i eit stort Kjer, men den vetle Tull’n sleppte han ikje utu Hendom paa se, da, hell. Saa va de ein Gong de rotta se ihop sjoug Kare, som vilde ruke paa og taakaa fraa ’om Tull’n mea’ han va i Loug-Kjere. Døm gouv paa han saa kvasst, at han fekk ikje Ti’ te aa taakaa Tull’n i Kjeiva, for ho skulde han ha største Magte i. De spenntes hardt og de va me arme Nø’[2] døm sist va go-te slite Tull’n fraa ’om, alle sjoug. Da han lout sleppe, sa han: „ha eg faatt Tak me vinstre Haann, eg, skulde døkk ikje tikji’n fraa meg um døkk ha vore sjoug te.“ Karann brennde